Deltager-antallet på denne sidste aften for romanlæseklubben 2008 var på 6.  Alligevel gik diskussionen som vanligt rigtig godt.

Rundt i kredsen af kvinder var der enighed om at man var godt underholdt, men stort set alle mente at den var for rodet sat sammen. Og det virkede irriterende på læsningen.

En deltager kunne fortælle om sin egen familie hvor en kvinde fra Als blev gift med en russer, rejste til Rusland hvorefter de mistede al kontakt med hende. Det blev fortiet at man havde familie derovre. Et land som man ikke kendte og som man ingen fornemmelse havde for hvad der foregik.

Den danske prinsesse Dagmar var en vigtig formidler mellem Danmark og Rusland og viste det lige op til sin genbegravelse i 2006 hvor Putin endelig gav tilladelse til at man kunne flytte hendes kiste fra Roskilde Domkirke. Også den begivenhed fik vi vendt inden vi sluttede med et glas hvidvin og en generel diskussion om nye titler, der kunne læses henover sommeren.

 Bordet rundt var der enighed om, at Morten Sabroe har skrevet en meget stærk og medrivende bog om sin personlige frigørelse fra en stræk og meget dominerende mor. En mor  der aldrig accepterede moderrollen og derfor udviklede sig til en kold og fraværende voksen.  Moderen svor allerede tidligt i sit liv at hun ikke ville være den traditionelle husmoder, der står for omsorg og hygge i kernefamilien.  I stedet blev hun direktør i ” Den Gyldenblondes”  Cirkusrevy og kørte både sin mand og de ansatte med hård hånd.
Også faren er fraværende, den lille dreng kalder sin far ”den fremmede mand”. Moderen bliver derfor den, som drengen klæber sig op af, higende efter  den kærlighed som vi alle har behov for, når vi skal vokse os store og stærke. Sent i livet er det så,  at Morten Sabroe forsøger at forsone sig med den mor, der på et tidspunkt, da han har udgivet en roman om sit liv og ikke mindst sit forældreopgør  underskriver sig som ”din forhenværende mor ”.
Sabroes beskrivelse af den lille dreng der higer efter påskønnelse og kærlighed, men kun oplever at de voksne afviser ham er gribende og giver en forståelse for, hvorfor den voksne Sabroe  er så egocentreret, som nogle af deltagere påpegede. Et par af deltagerne havde dog svært ved at acceptere, at den kærlighedsløse barndom kunne retfærdiggøre at den voksne Sabroe hele tiden sætter sig selv i centrum.
 Sabroes fremstilling af sig selv som ”the lonesome cowboy” med en digtsamling i baglommen og en drink i hånden var for ”smart”.
Dødsangsten som tema;  både Sabroes egen angst for døden efter at have haft en blodprop, samt moderens  angst for at slippe livet  er barsk læsning.
I Morten Sabroes liv er der helt klart et før og efter ”proppen”, i livet efter er han blevet sentimental og han er sig bevidst at hver dag er en gave.
Om bogens slutning hvor  Sabroe beskriver moderens dødskamp, var der delte meninger. Nogle synes at beskrivelsen af hvordan moderen endelig slipper sit tag i livet er barsk, men realistisk.
Andre mente at Sabroe  overskrider en blufærdighedstærskel og unødig udstiller sin mor.  Men alt i alt var man dog enige om, at bogen var en læseoplevelse af de mere sjældne og at det bestemt er en bog der sætter tanker og følelser i gang på mange planer.

  Bordet rundt var der enighed om, at Marianne Larsens  ”Den forelskede unge ” var en sød og stemningsfuld  bog . Helt uden betydning var det faktum, at  de fleste af deltagerne selv enten var børn eller unge i 50’erne ( bogens tidsramme) nok ikke.

Man kunne huske dage varme af sol, dufte og forunderlige hændelser. Hændelser som man i voksenlivet knap ænser, men som i barnets øjne bliver spændende opdagelser og erobringer af verden.

Man kunne også huske tiden, hvor det at skulle til fest i forsamlingshuset var en begivenhed der krævede pænt tøj og forberedelse, samt tiden hvor en bil ikke var hver mands eje.

Marianne Larsens sans for det sproglige vakte beundring og ikke mindst hendes beskrivelse af hvordan barnet gennem sproget bliver sig bevidst, at alt ikke er så umiddelbart og ligetil i de voksnes verden.. Den femårige unge hører pludselig sig selv omtalt som ”datter ”og vokser i sin egen bevidsthed fra blot at være ungen til nu at være en værdsat datter. De store drenge med de lange ben skyder i vejret. Ungen funderer længe over, med hvad de skyder og hvor langt op i luften de dog rammer.

Romanen tid er en lang sommerdag i løbet af hvilken forfatteren skildrer 7 forskellige møder , som på hver deres måder åbner pigens øjne for det forunderlige og ofte også farlige ved livet. 

Døden som det uhåndgribelige og abstrakte gør pigen angst og utryg, men når døden bliver konkret i tilfældet med hendes afdøde farfar, er hun tryg ved at han færdes i haven og hun taler til og med ham.

Bogens titel ”Den forelskede unge ” var man stort set enige om henviser til ungens forelskelse i  livet som hun suger til sig.  

Fortællerens synsvinkel er barnets , vi ser og oplever gennem pigen og man var enige om at det stort set lykkes Marianne Larsen at fastholde barnets synsvinkel på en måde, der er  troværdigt for en  5  ½ årig .

Aftenens deltagere var enige om,, at bekendtskabet med  ”Den  forelskede unge ” havde været som et besøg i en svunden tid, som hvis man er åben og modtagelig giver en rigtig god læseoplevelse.

Annette Jensen

"Afgrundens rand ” skulle være andet bind, i en planlagt serie på seks bøger, som alle er et samarbejde mellem Christian Dorph og Simon Pasternak . Et fælles krimiprojekt som startede med ”Om et øjeblik i himlen ” fra 2005, hvor romanens kulisse var 1975.  

Med  ”Afgrundens  rand ” er kulissen sat til året 1979, hvor Knud Heinesen kom med den  berømte udtalelse om,  at Danmark havde kurs mod afgrundens rand.

Læseklubben var, efter at have læst bogen, enige om, at også de fleste af bogens personer på den ene eller anden måde var på vej mod afgrundens rand.

Bordet rundt var der enighed om, at bogen var letlæst og elementær spændende. Det enkle greb med at springe fra kapitel til kapitel midt i de mest  kritiske og spændende øjeblikke  virker og gør læsningen frit løbende og let.

Kun et par stykker havde dog været så  opslugt af bogen, at de kunne acceptere, at bogens hovedpersoner og deres privatliv, synes om ikke helt så dramatisk som bogens plot,  så dog så tilpas rodet, voldeligt og unuanceret at det ikke er realistisk. Faktisk er der i bogen så absolut ingen sympatiske hverken hoved eller bipersoner.  Personernes indbyrdes relationer blev diskuteret , ikke mindst Anita og hendes forhold til sin søn og dennes far. Larsens forhold til sin døende kone og Rohdes forhold til sin  seksualitet.

Endelig blev det påpeget, at bogen vil for meget. I et hæsblæsende og overfladisk tempo præsenteres vi for det ene væsentlige tema efter det andet.   Pædofili og import af børn fra blandt andet Tyrkiet;  sværmeriet for nazismen lige før og i  starten af 2. verdenskrig, den danske stats  blåstempling af  de danske soldater, som  kæmpede på østfronten,  de mange der efter krigen nedtonede deres tidligere politiske overbevisninger, international sikkerhedspolitik under den kolde krig og  grønlandske ritualmord.   Alle emner som man gerne ville have haft beskrevet mere indgående og detaljeret.  

Bogens historiske tid er næsten en menneskealder borte, hvilket især aflæses  på de umådelig mange cigaretter der tændes, ryges og slukkes, samt den teknologi som i dag er en selvfølgelighed  i enhver nutidig  krimi – Internettet og mobiltelefonen.           

Læs mere på : http://www.litteratursiden.dk/sw107817.asp 

Annette Jensen

Kim Blæsbjerg (født 1974) er en dansk forfatter, uddannet fra Forfatterskolen 1997.

Hans roman: Rådhusklatreren var diskussionsbogen til sidste møde i november i DR Romanklubben. Her mødte 8 ud af de 14 deltagere op.

Ved den indledningsmæssige rundspørgen om den generelle holdning var det helt klart at meninger var delt i to lejre: enten var man begejstret eller man var lige modsat. Deltagerne der var født i samme årti som forfatteren syntes om den fabulerende fortællestil og kunne genkende mange detaljer fra deres egen historie. Heroverfor stod de lidt ældre deltagere der syntes at de lange passager f.eks. med de historiske begivenheder gjorde læsningen svær. En  mente at forfatteren havde behov for at fortælle den samtidige politiske historie, blandet op med selve familiefortællingen, simpelthen for at kunne rekonstruere sin egen samtid. De ”samtidige” roste hans beskrivelser af  familielivet og de mange detaljer som han gengiver helt korrekt og genkendeligt.

Der var enighed om at Görans lange godnathistorier var ret underholdende men også grusomme og nok ikke lige egnede for børn.

Med det fortælle-talent som forfatteren helt klart har, var det lidt ærgerligt at han ikke komponerer roman lidt bedre, syntes en del. Han roman indeholdt magiske fortællinger som kunne sammenlignes med Ib Michael og Morten Ramsland.

Måske kan denne korte omtale give anledning til kommentarer på vores blog – det håber jeg!

Alt i alt var diskussionen noget mat i forhold til tidligere diskussioner så vi sluttede allerede kl. 8.20. Alle fik udleveret eksemplarer af decembers bog: Afgrundens fald – en krimi.

Helle Regitze Boesen

De 13 fremmødte i Haderslev Biblioteks Romanlæseklub var stort set enige om, at  Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage” , sæsonens første bog , var  god underholdning, let at læse, men til tider mere end svær at holde styr på.

Mange kunne huske disse ” Mærkedage” med de store fester. Man var fascineret, af fortællerens evne til at beskrive disse fester og ikke mindst gæsterne. Nævnt blev beskrivelsen af hvordan en suppe nydes og indtages s. 229.

Bogens omdrejningspunkt er  familierne Lundbæk og Godiksen. Søren Godiksen den ”milde tyran”  holder stor konfirmation for sin søn Peder, hvis skæbne det er at overtage gården. Peder sætter sig op mod sin far og nægter at overtage gården, hvilket  koster ham livet.

Ellen mister Peder, men hun får sin førlighed og ” letter”  fra hjemstavnen. Hun bliver den første fra Staun, som får verden som sin arbejdsplads og man er alle stolte af Ellen og hvad hun udretter i ”den store verden ”. Der var bordet rundt uenighed med hensyn til Ellen og hendes funktion i fortællingen. Flere mente, at Ellens historie var urealistisk, at hun var for god og hendes historie slet ikke passede ind i fortællingen. Andre mente derimod,  at Ellens historie hæver bogen op, gør den til mere og andet end blot en fortælling om landbrugets  udvikling fra familiebrug til industribrug.  Selv har JSS sagt,  at han bestræber sig på : ” at skrive  om mennesker så, de forhåbentlig ikke længere kan proppes ind i nogle af tidens klicheer om, hvordan ”vi er ” . At han helt bevidst gør brug af forskellige fortælleformer i anderledes vinklinger og nye kombinationer. ”

Bordet rundt  var man grebet af, fortællerens evne til at få beskrevet alt det man ikke taler om. Der var dengang rigtig meget, som man  ikke talte om. Emma’s abort,  Axels’ adoption, Hans Peters selvbinders arbejde for tysken. 

JSS's beskrivelse af kvinderne fandt stor sympati. Emma  vælger sin forkarl, godt nok mere af nød end af lyst, men hun beslutter sig dog for at holde af Orla.  Ja selv når temperamentet løber af med ham og han slår drengene, forsøger hun at forstå og hjælpe ham.  Han er til gengæld en mand af meget få ord, og det nærmeste hun kommer til et kærlig ord er, da han efter sølvbryllupsfesten råber til hendes : ” at hun skal lade kassen stå ”

Også Mary er en stærk kvinde, trods småsnak i krogene nægter hun, at være den traditionelle husmor, der farer omkring med kost og spand. Hun dyrker sin læsning. Læser om alt mellem himmel og jord, dog ikke om  landbrug her respekterer hun Axel , det er hans område. 

Afsnittet ”Litteraturhistorie” fandt man var et kunstigt påhit. Hvad formålet skulle være synes uklart, vil JSS gøre sin historie mere dokumnetarisk  og hvorfor ? Alle fandt jo, at   ”Mærkedage”  sagtens kunne stå alene uden denne tilføjelse.  Alle havde nydt  bogen , nogle med styr på både personer, familieforhold og tiden, mens andre blot havde læst de enkelte afsnit som småhistorier og nydt dem ord for ord, uden at skulle have de mange familierelationer 100 % på plads.

Læs mere om Mærkedage og følg med i debatten på http://www.litteratursiden.dk/sw90087.asp

Annette Jensen

AMOR OMNIA VINCIT = Kærligheden overvinder alt?

Deltagerne på denne sidste aften for romanlæseklubben var enige om at det var en rigtig god roman. Letlæst, nutidig og frygtelig sørgelig!

Julie blev beskrevet vedkommende som den unge veluddannede kvinde der udadtil klarer sig fint men indadtil er hun søgende og ensom.

Udadtil tegner sig et billede af en kvinde der har job, lejlighed i hjertet af København, har venner og familie, træner sin krop ved løb.

Indadtil er hun en ensom flinkepige: hun beskriver byen som en have hvor man kan plukke blomster men samtidigt er døden som en blomst. Ret sørgeligt. Dette billede på romanen understreges af bogens omslag hvor farverne grøn, orange, rød skæmmes af dødningehoveder der kommer flyvende.

Romeo var nok mere stereotyp men hans historie som barnesoldat blev uhyggeligt serveret i form af flashback. Han er nødt til at tilpasse sig for at overleve i dagens Danmark. At han er en ren Adonis både fysisk og mentalt gør ikke personen Romeo mindre interessant.

Forfatteren skriver i skiftende genrer. Beskrivende, malende når det drejer sig om Romeo (Lad mig fortælle om Romeo...). Mere faktuelt når det drejer sig Julie og hendes familie. Webloggene som Julie skriver virker vakte megen begejstring: her kommer man tæt på Julie.

Problematikken med indvandrerfamilier i dagens Haderslev gav en del diskussion som bogens temaer i den grad lader op til.

Hør andre læseres vurdering på lørdag den 24. marts kl. 13-14 på P2 Plus Bog.

Læs mere på  http://www.litteratursiden.dk/sw84764.asp

Helle Regitze Boesen, Haderslev Bibliotekerne